 |
 |
|
 |
 |
|
|
 |
 Hvordan kan det være, at vi fik Linse?
I vores familie havde vi allerede en border collie. Det var en dejlig hanhund, som vi kaldte Gizmo. Han var en utrolig flot hund, og som jeg hen ad vejen havde fået til at lystre rigtig godt. Desværre var Gizmo meget reserveret overfor andre hunde, hvilket gav sig udslag i en noget anstrengt opførsel overfor dem. I familien begyndte vi derfor at overveje, om vi skulle anskaffe en hund mere, så Gizmo kunne få noget selskab. På det tidspunkt, hvor vi besluttede, at vi gerne ville have en hund til, trænede jeg hos Helle Poulsen. Helle havde været god for mig og Gizmo. Jeg talte meget med hende om, hvor jeg skulle finde min næste hund. Det var bare ikke lige til. Når jeg havde fundet en tæve, så fik tæven ikke hvalpe, eller også skete der noget, som gjorde, at den fundne tæve alligevel ikke kunne levere hvalpe. Jeg var faktisk ved at blive lidt desperat. I starten af sommeren 2005 ringede Helle og fortalte om en tæve, som havde fået hvalpe. Tæven var ud af gode linier, og den han, som blev benyttet, var også god. Hannen - Jock - kunne jeg se hos Kim og Nicolai på Feddet, og jeg tog straks afsted. Jeg kunne lide, hvad jeg så, og kontaktede ejeren af Linses mor og aftalte tid for et besøg. Tæven havde fået tre tæver og to hanner, og ejeren ville beholde en tæve selv. Dvs. jeg havde mulighed for at vælge mellem to tæver. Der var en sort/hvid og en trefarvet. På det tidspunkt ville jeg helst have en trefarvet, da jeg synes, at de sort/hvide er lidt 'kedelige' at se på.
Det er Linse, som ligger i midten. Hun kan kendes ved, at hun er lidt mere hvid bagtil end normalt, og så har hun ligesom en 'klat' hvid maling på ryggen. Her er hvalpene ca. 2 uger gamle
Det var nogle dejlige hvalpe, og jeg tog en masse billeder. Jeg blev 'fanget' lidt af den sort/hvide hvalp. Hun var lidt anderledes. Hun var den 'fineste' og så var hun lidt spøjs hvid. Bedøm selv.
 Jeg skal vælge hvalp.
Da hvalpene var 7 uger, tog min mand Stefan, Helle Poulsen og jeg afsted til Hans for at vælge hvalp. Jeg ville jo helst have en trefarvet, men Helle fandt, at den sort/hvide tæve ville passe mig bedst. Da jeg fra start havde sagt, at det vigtigste for mig var en tæve med et godt temperament, lyttede jeg til Helle og valgte den sort/hvide. Og jeg må sige, det har jeg ikke fortrudt. Tæven hedder Effie på papiret, men vi har valgt at kalde hende Linse, da hun ligner sin mor utrolig meget.
Linse - på dette tidspunkt har jeg lige besluttet, at det er hende, som vi skal have. Her er hun ca. 7 uger.
 Vi henter Linse
Endelig kom dagen, hvor vi skulle hente Linse. Jeg var så spændt og glædede mig. Det samme gjorde resten af familien. Stakkels Gizmo - han vidste ikke, hvad der ventede ha´m - og det gjorde vi heller ikke - men det skulle tiden vise
Det er Linse, der snuser til den hvide tape på trævæggen.
 Linse kommer hjem
Det spændende var, hvordan Gizmo ville takle Linse, når hun satte potterne indenfor døren. Jeg må ærligt indrømme, at jeg faktisk var noget nervøs. Flere havde velmenende fortalt mig, at jeg skulle passe på, at Linse ikke blev 'smittet' af Gizmos nervøsitet overfor hunde og mennesker.
Gizmo - han har her opdaget, at der er 'noget' med os hjem, der er nyt.

Vi valgte at lade de to mødes ude ved bilen. Det var meget sjovt, at se både Gizmo og Linses reaktion, da de så hinanden. Gizmo gjorde som sådan intet - kiggede mere på os end på hende, men kropssproget må alligevel have sagt Linse noget - for vupti - så lå hun under bilen. Se - det var jo meget klogt. Men Linse er ikke sådan at kue, og meget hurtigt kom hun frem igen. Gizmo var - da det kom til stykket - mere bange for hende end hun var for ham. Huset blev inspiceret uden synderlig hensyntaget til Gizmo. Hun gjorde - næsten - som det passede hende. Dog - hun var sig bevidst, at Gizmo var der, og at der nok skulle gås lidt på listefødder. Men hun klarede det meget flot.
Linse søgte meget Gizmo - men på afstand. Hun fornemmede godt nok, at ham skulle hun holde lidt afstand til. Der skulle gå 4 dage, før de to kom rigtig på talefod med hinanden. En tidlig morgen i haven blødte Gizmo op. Pludselig gik legen. Det gik godt nok hårdt ud over mit blomsterbed. Men pyt - det var dejligt at se sammen på den måde.
Linse den samme aften, hvor hun kom hjem til os - så bedårende og så frygtløs.
 Træning
Linse var knap kommet hjem til os, før jeg begyndte at træne med hende. Jeg havde fået en aftale med min arbejdsplads om, at jeg kunne arbejde halvdags og hjemme. Jeg brugte så en uges ferie, som jeg strakte over to uger. Øvelserne indkald, på plads, sit og dæk begyndte jeg så småt at træne på hjemme, og da Linse var 9 uger gammel , var vi til vores første undervisningstime hos Helle. Det var sjovt at se hende på træningspladsen. Hendes søster gik også på holdet. Linse valgte at sidde mellem mine ben. Her kunne hun overskue, hvad der skete, og når hun var tryg ved det hun så, begyndte hun så småt at bevæge sig ud blandt de andre hunde. Hun kom dog meget hurtigt efter det med tilbageholdenheden. Hurtigt viste hun sin 'sande' jeg. En skrap dame - må man sige. Det var et fantastisk godt hvalpehold, hvor alle deltagere klingede godt sammen. Det samme gjorde hundene. Linse viste fantastisk arbejdsvillighed, og en deltager fra det hold, hvor jeg gik med Gizmo, blev så 'skudt' i hende, at hun tog til opdrætteren og købte den sidste hvalp, som var tilbage - en han.
|
|
|
 |
|
|
|